Bruseforhæng til badet

Er der noget, jeg hader, så er det at skulle hjælpe min mor med indkøbene. Hun har en frygtelig vane med at forlange, at jeg tager med hende. Det er bare ikke cool. Vi køber jo aldrig tøj til mig. Det er altid ting til huset. Eller til fælles brug derhjemme. Og det er sådan set ikke, fordi hun hører efter, når jeg fortæller hende min mening om de produkter, hun køber. Hun spørger mig om, hvad jeg synes om den eller den vase eller lysestage. Når jeg så fortæller hende, at jeg synes, at den er rædselsfuld at se på, så køber hun den alligevel. Jeg ved ikke helt, hvad der foregår.

På shopping

Nu her forleden dag var vi igen nede i storcenteret, hvor der er en stor isenkræmmer. Det var sådan set ikke, fordi vi egentlig skulle købe noget derinde. Men min mor ville bare lige kigge. Så vi vadede ind i forretningen. Og hun begyndte at kigge efter brugsgenstande til huset. Det må være sådan en fetich, hun har. (Kalder man det for fetich?) I hvert fald så begyndte hun at hive forskellige badeforhæng frem fra en bøjle og spørge mig om, hvilket et der var pænest.

Hun hev et frem, der var storblomstret i røde, hvide og orange farver. Det var faktisk imponerende. Men ikke lige min smag. Jeg rystede på hovedet og sagde, at jeg ikke ville bryde mig om at se på de rød-orange tulipaner hver morgen. Hun hev et stribet et frem – i regnbuefarver.

Flotte badeforhæng

Det var faktisk flot. Jeg nikkede og sagde, at det der flot. Hun købte selvfølgelig både badeforhæng og bruseforhæng. De var på udsalg: ”2 stk. for 1.” Ok. Jeg forstår godt, at hun benytter sig af et godt tilbud. Men når jeg nu ved, at hun allerede har bestemt sig for, hvad hun vil købe, hvorfor spørger, hun så mig om min mening? Jeg forstår det simpelthen ikke. Og det keder mig at se på vaser, lysestager eller håndklæder. Men det er faktisk ikke mit store problem. Jeg ved jo, hvad der sker, når vi er på indkøb. Det store problem er, at jeg ikke bare kan sige fra og fortælle min mor, at jeg ikke gider at gå med hende. Jeg har altid et håb om, at jeg måske kan få lokket hende med ind i en tøjforretning, hvor de også har gode tilbud. Men det sker faktisk aldrig.

Lære at sige fra

Jeg må se at få lært at sige fra. Det er tidsspilde for mig. Og jeg har travlt. Jeg vil nemlig være tekstildesigner. Og det kræver, at jeg arbejder på det målrettet. Man kommer jo ikke ind på designskolen, bare fordi man ved, hvordan farver fungerer sammen.
Nu, hvor jeg kommer til at tænke over det. Er det grunden til, at hun altid hiver mig med i byen? For at vise mig forskellige designs? For at hjælpe mig videre mod at nå mit mål? Jeg tror faktisk, at det er det, hun gør. Det er bare hendes irriterende måde at gøre det på, som jeg går helt ned over.