Efterskole med musik
Der er en rigtig god stemning derhjemme i familien, fordi vi har fundet en løsning på et problem, vi har haft. Vores store søn er ikke den mest boglige type, men han elsker at spille guitar. Han spiller i et band, og de øver sig lidt for meget, synes jeg. Her på det sidste har det taget overhånd. Eftermiddage og aftner er blevet brugt på at lave riffs og efterligne ham der svenskeren Yngwie et-eller-andet hedder han. Jeg kan da godt forstå, at vores søn synes, at han skal have lov til at øve sig, men han skal altså også passe sin skole. Lektierne skal laves. Det får han bare ikke gjort.
Ligeglad med skolen?
Det har ført til en stor diskussion imellem os, fordi jeg har haft en mistanke om, at min dreng er ligeglad med skolen. Han går i 9. klasse og skal til eksamen til sommer.
Jeg har prøvet at tale med ham om, hvor vigtigt det er at passe sin skole, at han må indse, at hvis han ikke består til eksamen, så er det en mulighed, at han kommer til at miste et år, fordi han skal gå klassen om. Men, han vil bare ikke lytte til mine argumenter. Har ikke andet end det der neoklassiske metal i hovedet.
En dag, da jeg blev rasende på ham, spurgte jeg ham direkte om hans problem er skoletræthed. Vil han ud af skolen og få en læreplads? Nej, det var ikke det. Det er bare, at musikken er hans liv, var svaret. Matematik er kedeligt.
Vores diskussioner og især min frustration over at få besked om, at han ikke kommer forberedt til undervisningen, førte til, at vi kom ind i en lang næsten borgerkrigsagtig periode derhjemme.
Jeg talte med min veninde om problemet. Hun foreslog mig, at jeg leder efter en efterskole, som han kan komme på. Det var da en god idé. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne være en god løsning. Jeg begyndte at google efterskole 10. klasse. Samtidigt var jeg ikke helt fri for at tænke, at vores dreng måske også kunne have godt af at komme lidt væk fra os.
Musikefterskole er svaret
Jeg talte med ham om idéen. Han afviste den ikke, men ville meget nødig opgive sit band. Vi undersøgte sammen efter en efterskole og fandt en musikefterskole, som ligger i nærheden af, hvor vi bor. Det ville da være ideelt for ham – musik og boglige fag kombineret, så han også kan få sin eksamen. Han overvejede muligheden. Jeg kunne se, at han egentlig var ret vild med den mulighed.
Da jeg havde undersøgt, hvad det ville koste os – og ja også fundet ud, at vi ovenikøbet kan få støtte til hans ophold på skolen, blev vi enige om at besøge den for at få at vide, hvordan han kan blive indmeldt.
Besøget gik godt. Rigtigt søde mennesker og gode faciliteter. Min dreng var ret vild med deres indspilningsstudie. Hjemme igen lovede han mig, at han nok skal lave sine lektier, så han kan bestå eksamenen og komme i 10. klasse på musikefterskolen til næste år.
Jeg skylder min veninde en god flaske rødvin som tak for hendes gode idé.