Bimeon

Søg på nettet

Artikler

Indretning af lille badeværelse

Min store dreng er hjemme på besøg. Det har hjulpet os meget, at han endelig er flyttet hjemmefra. Nu bor han i en stor lejlighed inde i København sammen med 2 af sine medstuderende. De deler huslejen og pligterne mellem sig. Han er studerende på andet år. Inde på arkitektskolen. Og han er virkelig glad for det.

Store arkitekter

Når han kommer, fortæller han os altid om store arkitekter, som er verdenskendte. Han går meget op i design og stil. Måske lidt for meget. Han skal vel også lære noget om det tekniske ved at være arkitekt. Altså jeg tænker på, at han skal lære at udregne, hvor meget beton der skal til for at støbe et gulv eller sådan noget. Du ved alt det kedelige. Sådan noget med, hvordan forskellige materialer fungerer – eller ikke fungerer – sammen. Nu her, da han ankom i går aftes, fik vi en lang forklaring om en eller anden berømt dansk arkitekt, der er ved at bygge et kompleks ovre i New York. Han kunne godt tænke sig at komme i praktik hos ham. Han fortalte også om en opgave, han har fået. Han var lidt sur.

Det typiske københavner-badeværelse

Projektet hed ”Indretning af badeværelse”. Han var lidt sur. Han har fået til opgave at indrette et Københavnerbadeværelse på ca. 1,2 m2 og begrunde, hvorfor han har indrettet det, som han gør. ”Der er da ikke nogen, der vil bo et sted, hvor badeværelset er så lille”. Han mente ganske bestemt, at det er en helt urealistisk opgave. Vi fik en lang diskussion. Selvom han bor i en stor lejlighed, hvor der er to rimeligt store badeværelser, så må han vist lige indse, at det ikke er alle, der bor i store hjem. Store huse eller store lejligheder. Der er faktisk rigtigt mange mennesker, der bor i små lejligheder. Deres badeværelser er ikke nødvendigvis store. Jeg synes, det er en fin opgave at få. Tænk på, at de der Københavnerbadeværelser ikke oprindeligt var planlagt, da bygningen blev bygget.  Dengang havde man lokum i gården. Og da vand blev lagt ind, og træk-og-slip-toilettet blev allemandseje, blev der ikke afsat meget plads til badeværelset. I mange af den slags lejligheder er der faktisk stadigvæk ikke mulighed for at tage et bad. Måske er der fællesbad i bygningens kælder, eller også så må beboerne på badeanstalten for at få sig et bad.

Toiletkummer

Han kiggede noget olmt på mig. Det passer da ikke. Jo det gør det, så jeg synes, at du først skal undersøge, hvad det er for nogle badeværelser, folk drømmer om, når de bor i en lille toværelses lejlighed på Nørrebro. Derefter foreslår jeg, at du laver en undersøgelse af, hvad der findes af forskellige materialer og armaturer på markedet, så du kan skabe dig en idé. Og så sæt dig ned og lav en gulvplan over rummet. Er der skæve hjørner, er det rektangulært, eller hvordan. Og så skal du se, om du kan få alle de elementer ind, som en beboer på Øster Farimagsgade ønsker, der skal være i et minibadeværelse. Lige nu sidder han så og googler rundt på nettet og ser på toiletkummer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *