Rengøringshjælp i Århus

Der er gået sådan, ca. 2 år, siden vi sidst var nede og bo i vores lille fritidshus. For mere end 15 år siden købte vi et gammelt stenhus på en ø i Grækenland. Vi brugte tid og mange penge på at få det sat i stand. Det var en frustrerende oplevelse. Dels, noget med det græske bureaukrati, dels, noget med at ingeniøren, som vi ansatte til at tage sig af opgaven, ikke forstod vores ønsker. Så der var mange rejser frem og tilbage imellem øen og Danmark. Men det lykkedes efter mange års anstrengelser og insisteren at få huset sat i så god en stand, så vi kunne bruge det som fritidshus.

Næsten hvert år

Vi har siden da på nær sidste år – rejst ned til øen og boet i vores hus i nogle måneder. Vi har lært de lokale at kende – mere eller mindre godt. Vi har lært, hvordan man gebærder sig til den lokale byfest. Vi har endda også lært nogle af de lokale sange og danse, så vi kan deltage på bedre fod med de lokale. Men vi er ikke lokale. Og det kan vi faktisk godt mærke. Vi bliver hilst velkommen. Vi får sludret med dem, vi kender. Men vi får aldrig de inderste og hemmeligste informationer. Fx er det umuligt for os at finde et rengøringsfirma, som kan få nøglen til huset og gøre det ordentligt rent, inden vi ankommer.

Nemmere i Århus

Det er slet ikke her som i Århus, hvor man bare går på nettet og søger efter ”rengøringshjælp Århus” og finder mindst 3 gode tilbud. Nej. Man skal være en del af insiderkernen i lokalsamfundet. Og det er vi jo ikke – af gode grunde. Det betyder så, at når vi ankommer, så finder vi huset og låser os ind. Og inden vi overhovedet kan komme til at tænke på at lave mad – eller give børnene en ispind – eller få en kold drink selv, så skal der altså gøres rent.

Hvis vi er effektive, og alle hjælper til, så tager det os 3 timer. Sådan ca. Men det er ofte ikke, at alle hjælper til. Fx børnene. Det første, de gør, er at gå om i baghaven og finde deres gamle, rustne cykler. Og så er de afsted. Ud på eventyr. Ud og finde ud af om nogen af kammeraterne fra sidste sommer også er ankommet.

Vil gerne indenfor

Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke er en del af inderkredsen her i den lille landsby. Misforstå mig ikke: Jeg har intet ønske om at være i familie med den her højtråbende gedehyrde, der bare styrer hele landsbyen. Men jeg ville godt kunne sidde ved samme bord med ham en aften under byfesten og udfritte ham om, hvor jeg kan finde noget rengøringshjælp.

Det kommer ikke til at ske. Det ved jeg godt. Måske vil det ske, at vi skåler og smiler til hinanden. Men dertil, og ikke længere. Det er et stolt folk her på øen. Og jeg er mindst lige så stolt. Mit efternavn er Jensen – et stolt og traditionsbundet efternavn.